Vrinners går videre
Dato:
27-10-2011
Tid:
14:00
LAG Djursland har valgt at indstille Vrinners til det videre kapløb om Region Midtjyllands Landsbypris 2012.
Vinderen af Region Midtjyllands Landsbypris 2012 modtager 150.000 kr. til at gennemføre et projekt til gavn for lokalsamfundet. For at komme i betragtning til prisen, skal en landsby indstilles af sin Lokale AktionsGruppe.
På Djursland var der i år tre gode kandidater til prisen, men desværre må vi kun sende én landsby videre. Det blev altså Vrinners, der gik videre fra Djursland i år, men de må væbne sig med tålmodighed lidt endnu - Region Midtjylland forventer at træffe den endelige beslutning i januar 2012.
150.000 kr. eller trøstepræmie
Bliver det mod forventning ikke Vrinners, der løber med de 150.000 kr., tilbyder vi igen i år en lille trøstepræmie. Sidste år indstillede vi området Feldballe-Tåstrup til at modtage prisen for deres store arbejde med at skabe liv og aktiviteter i området.

Da det dog blev Endelave by, der løb med landsbyprisen, belønnede vi Feldballe-Tåstrup med en trøstepræmie i form af en koncert med det australske band ”Totally Gorgeous”.